
Lundbeckfonden er en erhvervsdrivende fond stiftet i 1954 af Grete Lundbeck, enke efter grundlæggeren af
H. Lundbeck A/S.
Lundbeckfondens hovedformål er at sikre og udbygge Lundbeck-koncernens virksomhed og yde finansiel støtte til videnskabelige formål af høj kvalitet indenfor sundheds- og naturvidenskaberne.
Fonden ejer en væsentlig del af aktiekapitalen i H. Lundbeck A/S og ALK-Abelló A/S samt i Falck A/S og er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen under CVR-nr. 11814913. Civilstyrelsen er fondsmyndighed.
Lundbeckfonden har i tillæg til investeringerne i H. Lundbeck A/S, ALK-Abelló A/S samt Falck A/S portefølje investeringer, der udgør ca. DKK 10 mia., som administreres af fondens investeringsafdeling i samarbejde med eksterne porteføljeforvaltere. Lundbeckfonden har etableret Lundbeckfond Ventures, som investerer i virksomheder indenfor life science gennem ejerandele på 10-20 pct.
Opgøres aktieposterne til børsværdi udgjorde egenkapitalen i Lundbeckfonden ultimo 2011 DKK 28,7 mia.
Fondens støtte til videnskabelige aktiviteter sker overvejende gennem finansiering af konkrete videnskabelige projekter indenfor sundheds- og naturvidenskaberne. Fonden uddeler en række stipendier og fellowships samt støtter uddannelses- og formidlingsaktiviteter indenfor sundheds- og naturvidenskaberne. Geografisk prioriteres dansk forskning, eventuelt som en del af internationale samarbejdsprojekter.
Hvert år uddeles desuden et antal forskerpriser.
Fonden uddelte ca. DKK 504 mio. i 2011 fortrinsvis til videnskabelige formål indenfor sundheds- & naturvidenskab.
Lundbeckfondens fundats og de seneste årsberetninger kan downloades fra menupunktet: Publikationer
Her findes også på dansk og engelsk en gennemgang af Fondens historie gennem 50 år.