
Formål:
Lundbeckfonden er en erhvervsdrivende fond, der vil gøre en betydende forskel for menneskers sundhed og tilværelse ved at styrke forskning på højeste niveau med tilknytning til Danmark, primært indenfor sundheds– og naturvidenskab med fokus på yngre forskere og præference indenfor neurologi, psykiatri og allergologi/ immunmodulation samt ved at fremme forskningens internationalisering.
Rammer for uddelingsaktiviterne:
Støtte til fri og uafhængig forskning af højeste internationale kvalitet indenfor sundheds- og naturvidenskab med særlig fokus på yngre forskere samt forskning indenfor neurovidenskab og psykiatri samt allergologi/immun-modulation.
Fremme af forskningens internationalisering ved målrettet at støtte samarbejde og udveksling mellem danske og internationalt førende forskningsgrupper.
Motivation, inspiration og anerkendelse af forskningstalent bl.a. gennem tildeling af hæderspriser og fellowships.
Uddelingsaktiviteterne opdeles i:
Projektstøtte: Uafhængig sundheds– og naturvidenskabelig forskning, som søges i fri konkurrence.
Strategiske områder: Særligt fokus på førende og nyskabende forskning indenfor strategiske områder, der fastlægges af fondens bestyrelse for flerårige perioder og udmøntes via konkrete virkemidler.
Støtte til forskning:
Lundbeckfondens overordnede kriterium for bevilling af forskningsmidler er, at såvel ansøgningens viden-skabelige indhold som ansøgers kvalifikationer og det faglige miljø på værtsinstitutionen er af høj kvalitet.
Det tilstræbes generelt, at uddelingerne skal gøre en forskel. Således uddeles der fortrinsvis større bevillinger til et mindre antal projekter, frem for mindre beløb til et stort antal projekter.
Lundbeckfonden støtter sundheds- og naturvidenskabelig forskning med tilknytning til Danmark.
Projekter udenfor sundheds- og naturvidenskab støttes kun i meget begrænset omfang, og det forudsættes, at projekterne har videnskabelig karakter.