Opdateret 04/03-2010


Uddelingsstrategi


Uddelingsstrategi

Lundbeckfondens uddelingsstrategi:

Lundbeckfonden tilstræber med sine uddelinger at styrke dansk sundheds- og naturvidenskabelig forskning af høj kvalitet.

Neurovidenskab er et kerneområde for fonden, men projekter indenfor andre sundheds-videnskabelige områder støttes også, idet fonden dog er mere tilbageholdende på områder, hvor andre danske fonde og institutioner har særlige interesser og forpligtigelser.
Projekter udenfor sundheds- og naturvidenskab støttes kun i meget begrænset omfang og det forudsættes normalt, at projekterne har videnskabelig karakter.

Fonden lægger vægt på at opretholde og udnytte de muligheder og frihedsgrader en privat fond har som uafhængig af særinteresser og offentlige institutioner.


Virkemidler:


Lundbeckfonden støtter sundheds- og naturvidenskabelig forskning, udført i Danmark eller af danske forskere i udlandet, via en række virkemidler:
Virkemidler



Der kan søges midler til

• Forskningsprojekter
• Gæsteforskerophold og rejser
• Junior Group Leader Fellowships
• Grants of Excellence in Neuroscience

Hæderspriser:

Kandidater til Talentpriser og Yngre forskerpris indstilles af senior forskere.

• Talentpriser
• Yngre forskerpris
• Nordisk forskerpris

Vurdering af projektansøgninger sker i en af fondens to bedømmelseskomiteer for henholdsvis sundhedsvidenskab og naturvidenskab.

Vurdering af andre ansøgninger og indstillinger foretages med bistand af eksterne uafhængige eksperter og under iagttagelse af almindeligt accepterede retningslinier for habilitet (se nærmere under publikationer).

Vedr.: Sundhedsvidenskab

Lundbeckfonden opdeler sundhedsvidenskabelig forskning i tre niveauer: grundforskning, anvendt (translationel/klinisk) forskning og forebyggelsesforskning/epidemiologi/ registerforskning.

Sundhedsvidenskabelig grundforskning opfattes overordnet som forskning i sygdomsmekanismer, hvorfor der ikke på dette område er krav om emnemæssig fokusering af ansøgninger.

Anvendt forskning og forebyggelsesforskning. På disse områder er der større fokus på projekter, hvis faglige orientering er imod neuroområdet, enten umiddelbart eller forventeligt i fremtiden.

Vedr.: Naturvidenskab:

Indenfor det naturvidenskabelige område støttes ikke-biologisk orienteret forskning indenfor kemi og fysik.

Fonden støtter også naturvidenskabelig forskning, der emnemæssigt grænser til sundhedsvidenskab. Denne form for naturvidenskabelig forskning bedømmes af fondens sundhedsvidenskabelige bedømmelseskomite.

Støtte til forskning:

Lundbeckfondens overordnede kriterium for bevilling af forskningsmidler er, at såvel ansøgningens videnskabelige indhold som ansøgers kvalifikationer og det faglige miljø på værtsinstitutionen er af høj kvalitet.

Det tilstræbes generelt, at uddelingerne skal gøre en forskel. Således uddeles der fortrinsvis større bevillinger til et mindre antal projekter, frem for mindre beløb til et stort antal projekter.

Resultaterne af uddelingsvirksomheden følges og evalueres.

Generelle retningslinier/betingelser:

Forskerrekruttering støttes gennem bevillinger af scholar- og Ph.D.-stipendier, ligesom der gives støtte til projekter, der kan øge interessen for sundheds- og naturvidenskaberne i bredere forstand. Scholarstipendier gives kun til forskning, dog ikke når forskningen er en integreret del af studiet.


Projektstøtte gives i form af løn til videnskabelige medarbejdere (f.eks. post.doc.), teknisk personale, driftsmidler og i mindre omfang projektrelevant apparatur.

For projektbevillinger stilles som hovedregel ingen betingelser i forbindelse med patentering eller kommercialisering.

Forskningsprojekter i erhvervsdrivende selskaber og indenfor medicinafprøvning støttes ikke.

Sidst revideret oktober 2009