Lundbeckfonden BioCapital investerer i helt ny type hormonfri fertilitetsbehandling til kvinder
Lundbeckfonden BioCapital har sammen med schweiziske +ND Capital netop investeret i det Århusbaserede biotekselskab, Notify Therapeutics, som udspringer af professor Karin Lykke-Hartmanns forskning inden for behandling af infertilitet hos kvinder. Et område med manglende forskning, men store patientbehov. Målet er en hormonfri fertilitetsbehandling.
De to investorer er allerede partnere på den danske biotekscene, og denne investering cementerer yderligere Lundbeckfonden BioCapitals engagement i dansk forskning og det lokale biotek-miljø.
”Notify og Karin Lykke-Hartmann står for kvalitetsforskning inden for et område, hvor der i dag er et stort udækket behov. I dag søger mere end hvert 10. par hjælp til at få børn, og mange lykkes desværre ikke.”, siger Jacob Falck Hansen, Partner i Lundbeckfonden BioCapital.
Notify Therapeutics udvikler en non-hormonal behandling af infertilitet til kvinder med nedsat ægreserve, på engelsk kaldet diminished ovarian reserve (DOR).
Medinvestor fra venturekapitalselskabet +ND Capital ser også frem til samarbejdet: 'Reduceret ovariefunktion og deraf følgende infertilitet er en af de tidligste tilstande forbundet med aldring. Hos +ND Capital vil vi være glade for at hjælpe kvinder med at kunne stifte familie og nyde livet fuldt ud', siger Klaus Dugi, venturepartner i +ND Capital og bestyrelsesformand hos Notify.
Med investeringen indtræder Jacob Falck Hansen og Klaus Dugi i Notifys bestyrelse.
Kapitalindsprøjtning til underprioriteret område
Karin Lykke-Hartmann er professor i reproduktiv medicin ved Aarhus Universitet. Som founder og CEO i Notify Therapeutics glæder hun sig over den nye kapitalindsprøjtning på EUR 5 mio.
”Vi er mere end glade for at have fået to nye stærke partnere ombord, som kan medvirke til at accelerere vores forskning i en ny hormonfri fertilitetsbehandling, som vi håber kan hjælpe kvinder, der ikke har gavn af de hormonbehandlinger, der tilbydes i dag. Samtidig vil vi gerne takke Aarhus Universitet og BioInnovation Institute for deres support, som har været stærkt medvirkende til, at vi har kunnet nå så langt med udvikling af vores nye behandlingskoncept”.
Håb over for en global udfordring
Det anslås, at mere end 25 mio. mennesker i Europa er påvirket af infertilitet; 1 ud af 6 par i den reproduktive alder har problemer med at opnå graviditet.
I USA søger mere end 10% af kvinder i alderen 15-49 år fertilitetsbehandling på et tidspunkt. 30% af disse kvinder, som søger fertilitetsbehandling, har nedsat ægreserve (DOR).
I dag vil kvinder med nedsat ægreserve typisk modtage et donoræg eller adoptere, fordi IVF med hormonbehandling ikke har den ønskede effekt. Men håbet om en helt ny behandlingsmulighed er stærkt:
”Vi har ved genetiske studier identificeret en hidtil ukendt rolle af NRF2 proteinet i modningsprocessen af æg i ovarierne. I tidlige modelforsøg i mus og i væv fra æggestokke fra kvinder med nedsat ægreserve, har vi ved at aktivere NRF2 med modelstoffer kunnet stimulere ægmodning og signifikant forøge antallet af unger hos musene. Vi ved, at antallet af modne æg er bestemmende for succesraten af fertilitetsbehandling, og vi håber på at kunne udvikle en ny hormonfri behandling, som kan forbedre effekten af, eller måske ligefrem erstatte, den gængse hormonbehandling og dermed give flere kvinder mulighed for at blive gravide. Med den nye seed investering vil vi have de nødvendige ressourcer til at udvælge det mest egnede molekyle, som herefter skal videre til de kliniske faser ”, forklarer Karin Lykke-Hartmann.