Insusense Therapeutics

Lundbeckfonden fordobler sin investering i aarhusianske Insusense Therapeutics

Lundbeckfonden investerer yderligere 15 millioner kroner i det aarhusianske biotekfirma, Insusense Therapeutics, der udvikler nye lægemidler til behandling af type-2 diabetes og fedme.

Insuense Therapeutics udspringer af forskning på Aarhus Universitet i en særlig familie af proteiner, sortiliner, og deres rolle i forbindelse med sygdomme i centralnervesystemet. Et af disse proteiner viser en betydelig indvirkning på kroppens håndtering af insulin og sukker og kan dermed have potentiale til behandling af sukkersyge.

Lundbeckfonden har investeret i Insusense Therapeutics på grund af den betydelige innovation og opfindelseshøjde, der er i selskabet. Hvis det kliniske og kommercielle potentiale kan omsættes til et nyt lægemiddel, vil der være tale om en fundamentalt ny og vigtig behandling af type-2 diabetes og fedme”, siger Christian Elling, partner i Lundbeckfond Emerge, Lundbeckfondens  aktivitet for finansiering af nystartede biotekselskaber i Danmark.

“I lyset af potentialet og det tidlige trin i udviklingen, ligger der stadig en meget stor risiko indbygget i Insusense Therapeutics. Det er imidlertid præmissen for investering i alt tidlig biotek, og en risiko, Lundbeckfonden vælger at acceptere som led i udviklingen af selskabet,” siger Christian Elling, der også er CEO i Insusense Therapeutics.

Insusense Therapeutics er stiftet af professor Anders Nykjær og hans forskergruppe på Aarhus Universitet, Karen Marie Pedersen og Mads Fuglsang Kjølby.

“Udvikling af nye lægemidler er kompliceret og meget omkostningstungt. Vi er glade for både den finansielle og operationelle opbakning Lundbeckfonden har vist os i forsøget på at få omsat vores spændende forskning til nye behandlinger til patienter. Sammen er vi stærkere”, siger professor Anders Nykjær.

Lundbeckfonden besluttede for nyligt at tilføre Lundbeckfond Emerge 300 millioner kr. over fire år med det klare mål at intensivere investeringerne i lovende biotekprojekter fra det danske forskningsmiljø. Planen er i løbet af perioden at finansiere fem selskaber udover Insusense Therapeutics.”